top of page

24-årige Patrick Gosmer boede for blot seks år siden selv på bosted for utilpassede unge. I dag er han nybagt, stolt far og glad fuldtidsvikar på Fonden Sparta, hvor han blandt andet byder ind med levet erfaring

​

Hans eget liv begyndte kernefamilie-klassisk i en villa i en forstad til Herning. Men da Patrick Gosmer var fire år, blev hans forældre skilt. Sådan for alvor, med smækkede døre og absolut ingen kommunikation.

​

Set i bakspejlet blev skilsmissen vendepunktet, som ikke bare sprængte kernefamilien til atomer, men som samtidig satte sig dybe spor hos både Patrick og hans storebror.

​

- Jeg mistede alt kontakt til min far, da jeg var fem år.

​

Da Patrick kom i skole intensiverede savnet af faderen hans begyndende sociale og boglige problemer:

​

- Jeg blev ikke mødt derhjemme på de problemer. Min mor gjorde det bedste, hun kunne – og det, hun af kærlighed til os, fandt rigtigt. Jeg ville faktisk gerne skolen, men jeg havde brug for 100 pct. yderstyring, og det var ingen i stand til at bidrage med.

Uden tillid til sine omgivelser gik unge Patricks liv ned ad bakke.

​

- Jeg udviklede en uhensigtsmæssig asocial adfærd, fordi jeg ikke er blevet spejlet på mine egne følelser og derfor har svært ved at læse, forstå og respektere andre menneskers.

​

Lægerne forsøgte med medicin -  psykolog og skolepsykolog med terapi. Alligevel blev han indlagt på psykiatrisk afdeling. Knapt 11 år gammel. Her bliver han i godt et halvt år, før han kommer hjem til sin mor igen. Da Patrick er godt 14 år, kommer han på en lokal friskole:

​

- Her oplever jeg nogle successer med nogle gode lærere, der tackler mig konstruktivt og inkluderer mig I fællesskabet. Jeg er dog stadig socialt udfordret og har nemmest ved at opnå anderkendelse I samfundets laveste rækker og opsøger delvist det selskab. Ubevidst men også fordi, jeg havde Ikke det vilde at byde ind med socialt.

"Jeg mistede alt kontakt til min far, da jeg var fem år."

Luftforandring

​

I stedet bliver Patrick sendt på en kostskole i nærheden af Skive:

​

- Her går jeg sammen med andre unge anbragte, som bor på døgninstitution. Her er jeg for alvor overladt til mig selv og fortsætter den dårlige udvikling. Jeg begynder at isolere mig, og de venskaber, jeg har tilbage, er meget overfladiske.

​

Hjemme igen hos sin mor forsøger Patrick forgæves at gøre 9. kl. færdig.

​

- Jeg bliver tildelt en kontaktperson af min sagsbehandler, som jeg får opbygget lidt tillid til, og jeg fortæller ham, at jeg føler, jeg er i mistrivsel derhjemme. Og at jeg ønsker luftforandring i trygge rammer. Jeg åbner ikke helt op, men han fanger budskabet, og jeg bliver frivilligt anbragt på opholdssted.

​

Her bliver Patrick mødt, nøjagtig hvor han er: - Jeg lærer at slappe af, efter jeg finder ud af, at pædagogerne er troværdige, står fast på de ting, de siger, uanset hvor meget jeg prøvede at lægge pres på omgivelserne og skubbe grænserne. 

​

Efter nogle rømninger bliver jeg tvangsanbragt Det stiller mig skakmat og tvinger mig til at sadle om. Her får jeg øjnene op for, at de forskellige pædagoger har kompetencer at byde ind med. Det åbner for troværdige relationer, som har hjulpet mig til, hvor jeg står i dag. Jeg har lært meget gennem de relationer, og på den måde har de vist mig vejen.

Fast job

​

På opholdsstedet lykkedes det Patrik at afslutte 10. kl. Herefter flyttede han ud til egen lejlighed i Herning og forsøgte at gennemføre ungdomsuddannelsen HG. Som slet ikke var ham. I stedet fik han tilbudt først en praktikplads i en børnehave i Tjørring.

​

- Det var så fedt for mig få et ansvar, jeg skulle leve op til. Jeg var rigtig glad for jobbet og fornemmede tilliden til mig.

Praktikpladsen blev snart til fast job og tilbud fra andre institutioner. Og på et tidspunkt spurgte Patricks tidligere kontaktpersoner, som nu stod bag Fonden Spartas bosteder, om han havde lyst til at blive frivillig mentor på Sparta.

​

- Jeg havde lyst til vise, at det kan lade sig gøre at komme videre i livet, og jeg havde lyst til give tilbage til andre unge i svære situationer.

​

Da chancen for et vikarjob på Sparta bød sig, takkede Patrick ja, og i dag er han ansat som fuldtidsvikar:

​

- Jeg genkender nogle af mønstrene hos de unge. Men man kan ikke bare direkte bruge egen erfaring, for alle mennesker er forskellige. Men som jeg selv lærte, så er det vigtigt at møde de unge, lige der, hvor de er. Ikke der, hvor jeg tror, de er…

​

Derhjemme er Patrick og hans kæreste blevet forældre til en lille søn. Derudover drømmer han om at bruge alle sine livserfaringer kombineret med ekstra fag til at blive optaget og læse videre til pædagog.

​

- Så jeg ud over erfaringer også får en faglighed, jeg kan bruge i arbejdet med unge, der har det svært. For jeg ved, at jeg gerne vil arbejde med den gruppe.

​

Hans far har han desuden på opfordring fra sin kæreste også fået skabt kontakt til igen.

​

- Det har været godt for min selvforståelse. Og nu har min søn både farmor og farfar, som kan være en del af den faste ramme, jeg vil gøre alt i verden for at skabe for ham.

bottom of page