Som én stor familie
Hos Fonden Sparta har Danyella for første gang oplevet, at nogen forsøger at forstå hende, at hun bliver accepteret som den, hun er - og at hun også må tale om de svære følelser og tanker. Hun føler, at hun er havnet i én stor familie
Hun var bare 14 dage gammel, da myndighederne første gang var i berøring med hendes liv. I dag er Danyella næsten 18 år gammel og endelig parat til at begynde på et liv forhåbentlig uden myndighedernes indblanding. Vejen dertil har været lang – og bragt hende langt omkring. Men hos Fonden Sparta fandt hun endelig de ting, hun manglede for at udvikle sig i den retning, hun ønskede.
​
”Min mor var misbruger allerede før jeg kom til verden. Derfor var myndighederne inde over med det samme. Jeg boede hos min mor sammen med min halvlillebror, men vi flyttede meget - for min mor ville hellere flytte end håndtere sine problemer. Da jeg var otte stoppe samværet med min far, fordi jeg blev udsat for vold og var vidne til vold,” fortæller Danyella, der dog flyttede ind hos sin far i 2015, da hun blev uvenner med sin mor.
Men det holdt kun i tre uger, inden hun blev anbragt igen. Og så begyndte en lang række af anbringelser de næste to år: Ét sted fik hun bank af de andre børn og stak af. Et andet sted var hun sammen med unge misbrugere, og begyndte selv at ryge hash dagligt.
Hun flyttede hjem til sin mor, blev igen anbragt, flyttede til en ny institution og blev igen hentet hjem af sin mor.
​
”På det tidspunkt var jeg så selvmordstruet, at min mor ikke turde andet end at tage mig hjem. Selv var jeg ligeglad – jeg havde slet ikke lyst til at være her mere,” husker hun.
Myndighederne opsatte nu en række kriterier for den næste anbringelse – og Fonden Sparta blev det sted, som levede op til kravene. Danyella flyttede i december 2017 ind på afdelingen Højris i Ikast. Hun var 15 år gammel.
"Pludselig har jeg så meget at miste! Det havde jeg ikke før…”
”Jeg var nervøs, fordi det var endnu et nyt sted – og alligevel både ligeglad og opgivende. Men jeg mærkede ret hurtigt, at det her var helt anderledes. Jeg blev pludselig – for første gang i mit liv – mødt af mennesker, der prøvede at forstå mig. Mennesker, der ikke bare læste mine papirer og besluttede, hvem jeg var. Og her var det i orden at tale om alt - endda også de svære ting og de negative følelser. ”
Hos Fonden Sparta oplevede Danyella, at hun var ok. Der var ikke nogen, der så ned på hende. Alle var ligeværdige. Der var en ro og samhørighed, som hun ikke havde oplevet før.
”Det føltes pludselig helt rigtigt. For første gang i mit liv havde jeg voksne rollemodeller; jeg så pludselig, hvad ordentlige voksne er – og kan se, hvordan jeg selv vil være som voksen. Jeg føler ikke, at jeg er ”et arbejde” for dem. De bekymrer sig om mig; ser mig – ikke mine papirer. De giver ikke op på mig. Det er som én stor familie.”
Selv i skolen gik det bedre:
”Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke duer til at gå i skole. At jeg ikke kan noget, og at jeg er forstyrrende at have i klassen. Så mit udgangspunkt var, at ingen gider at have mig i en klasse. Men pludselig fik jeg at vide, at jeg var ok. At jeg kunne meget mere end jeg troede.”
Det betød, at Danyella på blot halvandet år fik indhentet det tabte i dansk, matematik og engelsk og bestod folkeskolens afgangsprøve i de fag.
Danyella besluttede tidligt hos Fonden Sparta, at hun ville forsøge at være positiv og sige ja tak til alle de behandlingsforslag, pædagogerne kom med.
”Jeg sagde til mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? At det ikke gør en forskel. Men jeg tror, at fokuseringen på mentalisering har ramt præcis i forhold til mine udfordringer. Det og neurofeedback har hjulpet mig meget. Pludselig kunne jeg koncentrere mig i skolen, jeg kunne falde i søvn om aftenen og jeg kunne mærke andre følelser end sorg, vrede og glæde – og jeg kunne styre dem.”
Danyella er nu kommet så langt, at hun føler sig klar til at prøve kræfter med et voksenliv – alene i en lejlighed i Randers, som hun oprindeligt kommer fra. Hun begynder på uddannelsen som SOSU-assistent efter sommerferien. Hun drømmer om at arbejde med mennesker, så hun kan bruge erfaringerne fra sit eget liv til at hjælpe andre.
” Jeg glæder mig – men jeg mister jo samtidig mit sikkerhedsnet, så jeg er også lidt nervøs. Pludselig har jeg så meget at miste! Det havde jeg ikke før…”
Når hun forlader Fonden Sparta har hun blandt andet sin mormor, der bor i Randers, som støtte. Hende har hun i de seneste år fået en tæt kontakt til.
”Jeg har skiftet alle mine dårlige bekendtskaber ud med nye gode venner, som har et almindeligt liv og almindelige drømme om uddannelse, familier og den slags. Nogle jeg kan se op til. Men jeg ved også, at mine pædagoger og kontaktpersoner fra Fonden Sparta ikke vil slippe mig helt. Jeg kan altid ringe... Jeg har kun været her i to år og alligevel føler jeg, at jeg faktisk betyder noget for dem. Det er virkelig som at have en familie.”
