top of page

EMS – et fantastisk redskab til at hjælpe

 

18. februar 2020

Fonden Sparta uddanner medarbejdere i Emotional Mentalizing Scale, som gør det nemmere at planlægge den bedste pædagogiske indsats. - Det er et virkelig effektivt redskab i vores arbejde, siger afdelingsleder Bekim Ferati, der selv har taget uddannelsen.

 

Når mennesker interagerer med hinanden, er vores mentaliseringsevne vigtig. Den har nemlig stor betydning for vores evne til både at have empati og sympati og balancere mellem hensynet til sig selv og til andre ud fra fællesskabets interesse.

Derfor giver det også god mening at arbejde med mentaliseringskompetence, når man arbejder med marginaliserede børn, unge og voksne. Hos Fonden Sparta har man derfor valgt at uddanne medarbejderne i Emotional Mentalizing Scale (EMS); et redskab, der vurderer et menneskes mentaliseringskompetence.

- En stor del af vores pædagogiske tilgang handler om mentalisering, hvor vi for hver beboer laver en individuel plan. Det kan vi kun gøre, hvis vi har en idé om den unges mentaliseringskompetence. Vi kan sagtens have beboere, der er 15 år gamle, men som har mentaliseringskompetence der ikke er alderstypiske, nogle af dem bl.a. måske på grund af de svigt, de er blevet udsat for gennem livet, forklarer afdelingsleder Bekim Ferati, der selv har taget uddannelsen i EMS.

- Ved at inddrage EMS kan vi udvide vores afdækning den unges ressourcer og udfordringer, og koordinere en målrettet pædagogisk indsats. På den måde kan vi få redskaber til at hjælpe de unge bedst muligt og lære dem nye strategier, lige som vi allerede gør på en lang række andre områder, siger han og fortæller, at uddannelserne i EMS har haft den positive sideeffekt, at medarbejderne er blevet endnu mere bevidste om deres egen mentalisering i arbejdet med de unge. 

 

18 medarbejdere uddannet

- Vi er også mennesker, og som alle andre bliver vi påvirket af det, vi ser og oplever. Men med EMS-uddannelsen i bagagen kan vi i endnu højere grad arbejde med os selv og bedst muligt møde eksempelvis den høje følelsesmæssige intensitet og den udad-reagerende adfærd vi til tider møder med større grad af ro, støtte og empati, fordi vi i højere grad er i stand til at se bag adfærden, fortæller Bekim Ferati.

Endnu er 18 medarbejdere hos Fonden Sparta uddannet inden for EMS, og flere vil følge de kommende måneder.

Arbejdet med EMS bliver indledt med et 45 minutter langt filmet interview, ud fra hvilket medarbejderen – typisk i samarbejde med kolleger og psykolog – vurderer den unges mentaliserings ressourcer, triggere og udfordringer, samtidig med at vi får større indsigt i den unges historie og måder at håndtere udfordringer på. Vi inddrager det i vores samarbejde med den unge på den måde den unge bedst kan og finder relevant.

- Vi kan allerede nu mærke, at det er et virkelig effektivt redskab i vores arbejde, så nu glæder vi os til for alvor at arbejde med det og få en masse erfaring, siger Bekim Ferati.

EMS er udviklet af psykologerne Anne Blom Corlin, Jesper Birck, Susan Hart og Knud Hellborn. Efter uddannelsen gennemgår medarbejderne hos Fonden Sparta en certificeringsproces, som de skal bestå for at få deres certificeringsbevis.

180220_3.jpeg
180220_2.jpeg
180220_1.jpeg
bottom of page