top of page
Fonden Sparta

Menneskesynet gør forskellen

Mogens Østergaard har været med siden begyndelsen hos Fonden Sparta, og selv efter 10 år glæder han sig over sin arbejdsplads. Over den forskel mentalisering og menneskesynet gør for de unge – og også for medarbejderne



Det er 10 år siden, Mogens Østergaard færdiggjorde sin uddannelse som pædagog og trådte ind ad døren hos Fonden Sparta første gang. Egentlig havde han taget sin uddannelse for at blive pædagog i en SFO, men under uddannelsen havde han mødt Jan Spicker, en af grundlæggerne af Fonden Sparta, og indvilliget i at hjælpe med et par vagter i et nyetableret bosted. Og så var han solgt: - Efter bare to vagter, sagde jeg mit studiejob op og blev ansat hos Fonden Sparta; det var det helt rigtige sted for mig. Her kunne jeg arbejde med lidt ældre unge og med nogle helt andre udfordringer; pludselig syntes jobbet som SFO-medarbejder trivielt. Hos Fonden Sparta kunne jeg mærke, at jeg virkelig kunne være med til at gøre en forskel, fortæller Mogens Østergaard, der før sin uddannelse blandt andet har været i Forsvaret og været udsendt til både Kosovo, Irak og Afghanistan. - Der er en kæmpe tilfredsstillelse i at man kan være med til at flytte disse unge mennesker. Hvis de ikke havde os eller et lignende tilbud, skulle de være hos forældre, som ikke kan give dem det, de har behov for eller være i miljøer med kriminalitet eller misbrug. Og de unge kan sagtens mærke, at vi er der for at hjælpe dem, fortæller Mogens Østergaard, som oplever, at mange af de unge fortæller, at det netop er forskellen på Fonden Sparta og de mange andre tilbud, de ofte har været igennem. Menneskesyn og mentalisering - Jeg hører ofte, at de unge hos os for første gang føler sig set og forstået. Det er tankevækkende, men jeg er helt overbevist om, at det skyldes vores helt særlige menneskesyn: Vi ser mere på personen end journalen. Vi forsøger at tilpasse vores indsats efter den enkeltes ressourcer og begrænsninger. Og så kan vi bare lide dem - det kan de godt mærke, siger Mogens Østergaard, som ofte kun læser det nødvendige i en journal men udelader alle beskrivelserne af konflikter og episoder gennem den unges liv. - Jeg kan godt lide tanken om, at de hos os har muligheden for at starte på en frisk og selv vise os, hvem de er – i stedet for at vi er forudindtagede. Og det er virkelig fedt, når de unge formår at sætte ord på deres oplevelse af Fonden Sparta og det, som sker med dem hos os. Selvom den særlige ”Sparta-ånd” har været en grundsten hos Fonden Sparta siden begyndelsen, synes Mogens Østergaard, at bostedet har udviklet sig meget de sidste ti år. - Det vigtigste er nok vores mentaliserende tilgang til de unge, at vi ser det hele menneske og forsøger at forstå baggrunden for handlingerne og deres adfærd. Det er vi blevet utroligt dygtige til. En anden ting er, at vi er blevet gode til at finde de helt rigtige medarbejdere; for det er svært, siger han og forklarer, at det rigtige menneskesyn er noget af det allervigtigste når Fonden Sparta ansætter.


- Teori kan meget, men bestemt ikke alt. Det handler om, hvordan vi møder de unge. Og Fonden Sparta sender gerne sine medarbejdere på uddannelse, så vi hele tiden har de bedste kompetencer – udover at kunne trække på vores egne erfaringer fra vores levede liv. Hos mig giver blandt andet mine udsendelser i Forsvaret en masse ballast; jeg kender mig selv, og hviler som udgangspunkt rigtig godt i mig selv. Jeg har således en stor tålmodighed og ved, hvordan jeg vil reagere i rigtig mange situationer. Det vigtigste er, at man altid fastholder roen. Som ’den voksne’ er man altid ansvarlig for, at tingene ikke går for vidt. I mentalisering beskrives det, at det altid er ’den voksne’, der er ansvarlig for at bringe det mentaliserende samspil tilbage, hvis dette ikke er til stede, forklarer han og peger på neurofeedback som et godt eksempel på at Fonden Sparta satser på uddannelse af medarbejderne. - En af medarbejderne havde hørt om det. Det blev prøvet af og har vist meget overbevisende resultater – og i dag har vi egne medarbejdere, der kan give neurofeedback og det indgår som et vigtigt led i vores arbejde med de unge. Det er da fedt, siger han. Selv har Mogens Østergaard taget en diplomuddannelse i ledelse og kurser i blandt andet mentalisering, narrativ ledelse og Low Arousal. - Alt sammen noget, som de unge kan drage nytte af, og som kan hjælpe mig med at hjælpe dem. Det giver mening, også efter 10 år på samme arbejdsplads, siger han.

Comentarios


bottom of page